Formandsberetningen 2012

Igen i år er der blevet skrevet og sagt meget om fremmedsprogenes situation. Fra flere sider har der været udtrykt bekymring over, at antallet af danskere, der kan mere end et fremmedsprog er dalende. Det er også et område, der nu nyder en vis politisk bevågenhed, hvilket bl.a. skyldes rapporten fra arbejdsgruppen om uddannelse i fremmedsprog, der udkom sidste år. Gruppen, der var nedsat af den tidligere regering, gav en række anbefalinger til udarbejdelsen af en national fremmedsprogsstrategi, og i betragtning af at både Enhedslisten og partierne i den nuværende regering inden valget sidste år selv har foreslået netop en national strategi, virker det oplagt, at tiden nu er inde til, at en sådan strategi bliver en realitet. Børne- og undervisningsministeren og uddannelsesministeren har imidlertid påpeget, at man nu arbejder med andre løsninger, og at regeringen bl.a. er i gang med at gennemføre nogle af anbefalingerne fra arbejdsgruppen. Om det er rapportens anbefalinger, der har fået regeringen til at ændre mening, er svært at sige. Børne- og undervisningsministeren har understreget, at regeringen tænker fremmedsprogene ind som en del af de reformer, der for øjeblikket gennemføres på uddannelsesområdet, hvilket bl.a. gælder udviklingsprogrammet for gymnasiet. Ministeren har også hæftet sig ved, at andelen af studenter med to sprog på A-niveau er steget fra 27 til 37 procent, og hun ser dette som en positiv udvikling til trods for, at andelen af studenter med tre sprog eller flere som bekendt er faldet meget drastisk siden 2005.

 

Selvom det kan virke ærgerligt, at der ikke kommer en samlet strategi for fremmedsprogene, er det alligevel positivt, at der endelig er kommet politisk fokus på sprogenes situation, og at der lader til at være enighed om, at tiltag er nødvendige. For de klassiske fags vedkommende kan vi se, at de mindre strukturelle justeringer fra 2010 er medvirkende til, at der kommer flere latin C-hold, bl.a. fordi elever med mere end to sprog kan erstatte det obligatoriske naturvidenskabelige B-niveau med matematik B. Det viser, at der naturligvis ikke er noget galt med sprogfagene, men at en bærende diskurs i samfundet sammen med de strukturelle ændringer af gymnasiet, der fulgte reformen i 2005, er årsagen til nedgangen i antallet af studenter med mere end to sprog. En øget politisk opbakning til sprogfagene kunne bevirke, at vi igen vil se både en større gruppe og en stor mangfoldighed af sproglige studenter.

Fagene

Latin og græsk A

Latin og græsk A som studieretningsfag udbydes i år på 16 skoler, mens nogle enkelte skoler udbyder latin A som andet fremmedsprog. Studieretninger med latin og græsk A blev oprettet på 13 skoler sidste år. Udviklingen i antallet af græsk- og latinhold samt antallet af elever, der bliver klassisk sproglige studenter, er derfor fortsat stabilt og en lille smule stigende.

Latin B og C

Mange skoler udbyder latin C som valgfag og sidste år var der hold med latin C på 42 skoler. Samtidig indgår latin C på nogle skoler som en del af studieretningen med tre andre sprog, og det giver også muligheder for, at faget oprettes som valgfag på B-niveau. Det er glædeligt, at antallet af skoler med latin C er stigende, men det er samtidig bekymrende, at flere skoler slet ikke udbyder latin C, nogle steder fordi der ikke findes den nødvendige latinkompetence på skolen. Det er derfor et område der fortsat skal være fokus på.

Latin i Almen Sprogforståelse

 

I august afholdt MBU to konferencer om Almen Sprogforståelse som afsæt for styrkelse af sprogfagene i gymnasiet. Selvom AP langt hen ad vejen er blevet et velfungerende forløb i gymnasiet, er det fortsat vigtigt, at der er den nødvendige efteruddannelse for lærerne og at samarbejdet mellem almendel og latindel bliver styrket. Som en fortsættelse af de to konferencer tilbyder de to fagkonsulenter i AP, at skolerne kan tilmelde sig et netværk, hvor skolerne kan udveksle erfaringer om velfungerende forløb, mm. Ved at henvende sig til en af de to fagkonsulenter kan skolerne også fremover blive en del af et sådant netværk.

 

Sidste år færdiggjorde Klassikerforeningen et projekt finansieret af MBU om netop samarbejdet mellem almendelen og latindelen i AP, og det materiale gruppen i den forbindelse udarbejdede kan findes på EMU.

 

Oldtidskundskab

Arbejdet med at inddrage perspektiveringer i oldtidskundskab er stadig det helt centrale punkt i udviklingen af faget. Perspektiveringerne er med til at gøre faget til et bredt kulturfag, der netop passer så godt ind i studieretningsgymnasiet med dets vægt på fagenes toning efter studieretning. Sidste år stod Klassikerforeningen for et stort anlagt udviklingsprojekt om toning af oldtidskundskab i samfundsfaglig, naturvidenskabelig og humanistisk retning. Projektet var også udgangspunkt for et af årets numre af Logos, der netop havde toning som tema. Samtidig er et projekt om perspektivtekster netop færdiggjort. Begge projekter skal være medvirkende til at understøtte de didaktiske overvejelser, perspektiveringerne giver anledning til i undervisningen. 

Bestyrelsen

Klassikerforeningens bestyrelse har i 2012 bestået af Jens Refslund Poulsen, Susan Pedersen, Jesper Thomsen Lemke, Brian Andreasen, Katri Bügel Jørgensen, George Hinge og Mette Lindemann Pedersen. Mette Lindemann Pedersen og George Hinge blev valgt til bestyrelsen ved generalforsamlingen i 2011, mens de øvrige bestyrelsesmedlemmer modtog genvalg. Jens Refslund Poulsen har fungeret som formand og Jesper Thomsen Lemke som kasserer. Ved generalforsamlingen i 2011 sagde bestyrelsen farvel til Sebastian Persson og Christian Høgel, der gennem en årrække har arbejdet i bestyrelsen. Begge takkes mange gange for deres indsats for foreningen.

Ved bestyrelsesmødet d. 9. juni 2012 re-konstituerede bestyrelsen sig med Katri Bügel Jørgensen som formand, da Jens Refslund Poulsen trak sig som medlem af bestyrelsen i forbindelse med hans nye hverv som fagkonsulent. Samtidig takkede bestyrelsen Jens for hans mangeårige indsats som foreningens formand. Vi ser frem til fortsat at arbejde sammen med Jens.

Fagkonsulent

I 2012 fik de klassiske fag ny fagkonsulent. Jens Refslund Poulsen tiltrådte stillingen per 1. august og tiltrådte samtidig som fagkonsulent for Almen Sprogforståelse sammen med Hanne Kær Pedersen. Samtidig fratrådte Susanne Høeg stillingen som fagkonsulent. Klassikerforeningen har haft et godt og frugtbart samarbejde med hende gennem årene, og på bestyrelsesmødet i august tog vi afsked med Susanne og takkede for samarbejdet.

Hjemmesider og EMU

Klassikerforeningen.dk fungerer som bestyrelsens løbende platform til videregivelse af information til foreningens medlemmer og andre interesserede om foreningens aktiviteter som konkurrencer, efteruddannelse og udviklingsprojekter. Mette Lindemann Pedersen har stået for at udvide sidens indhold og opdatere den hyppigere, og hun har organiseret den med enkelte smagsprøver fra Logos, information om igangværende og afsluttede udviklingsprojekter, samt en ”sidste nyt”-funktion. Klassikerforeningen har også fået en Facebook-gruppe, der administreres af medlemmer af bestyrelsen. Derudover har foreningen hjemmesiden Antikken.nu. Den skal primært fungere som en portal for elever fra både grundskolen og gymnasiet. Det har stået lidt stille på siden, og bestyrelsen har i samarbejde med Chresteria Neutzsky-Wulff planlagt at opdatere siden med bl.a. elevproduktioner fra foreningens konkurrencer i oldtidskundskab.

EMU-redaktør for de klassiske fag, Chresteria Neutzsky-Wulff har påbegyndt udsendelsen af et nyhedsbrev, der kommer ca. hver anden måned og indeholder information fra foreningen og andre fagligt relevante nyheder om de klassiske fag. Der er omkring 300 abonnenter af nyhedsbrevet.

Logos

Siden årsskiftet har foreningens medlemsblad skiftet profil med nyt navn og nyt layout. Hvert nummer af Logos har således haft et tema, der specifikt vedrører et bestemt område af undervisningen i de klassiske fag. Temaerne har været AP, toning, IKT og perspektivering. Som ansvarshavende redaktør har Hans Gregersen sammen med den øvrige redaktion lagt et stort og flot arbejde i at gøre bladet mere indbydende og på indholdssiden gøre det mere orienteret imod fagdidaktik foruden andre faglige emner. Ud over Hans Gregersen består Logos’ redaktion af Mette Ahlmann Boyles, Allan Uhre Hansen, Thomas Haunstrup, Daisy Nørtoft Jensen (annoncer), Line Overmark Juul, Bo Larsen og Kai Verner Nielsen (anmeldelser). Bladet tjener en vigtig rolle som inspirationskilde til den daglige undervisning og til at formidle fagenes udvikling. Den nye form understøtter den funktion, bl.a. ved at de enkelte temaer omhandler de udviklingsprojekter, der løbende er i gang.

Klassikerforeningens Kildehæfter

Klassikerforeningens Kildehæfters hjemmeside er under opbygning, og her vil man i fremtiden kunne bestille og købe forlagets udgivelser. Det planlægges, at der udkommer omtrent to titler årligt. I 2012 Udkom Aristoteles gennem tiderne skrevet af ansatte ved Center for den Aristoteliske Tradition, KU. To nye titler er på vej og forventes at udkomme i begyndelsen af 2013; en om antikreception af Rune Munk Jørgensen og en om nationalisme af Anne Bisgaard Vase og Daisy Nørtoft. Online-udgaven af latinordbogen har haft tekniske vanskeligheder, men Gyldendal har meldt, at den nu skulle være ved at være klar.

Redaktion består af Jonas Chr. Iuul (ans.), Helle Gjellerup, Lise Lysholt Hansen og Margit Kiil Jørgensen.

Lokalformænd

I 2012 har lokalformændene været:

Nordjylland: Regina Hansen, Aalborg Katedralskole

Midtjylland: Birgit Lund Eriksen, Herning Gymnasium; Knud Rygaard, Århus Statsgymnasium

Sydjylland: Tine Tronier Jakobsen, Kolding Gymnasium, og Susan Pedersen, Tønder Gymnasium

Fyn: Rasmus Stobbe, Svendborg Gymnasium

Sjælland: Marie Louise Sørensen og Katri Bügel Jørgensen

I forbindelse med bestyrelsens re-konstituering i maj har Katri Bügel Jørgensen trukket sig som lokalformand, mens Marie Louise Sørensen fortsætter.

Der er blevet afholdt lokalmøder i Midtjylland og Sjælland, hvor bl.a. udviklingsprojektet om samarbejdet mellem almendelen og latindelen i Almen Sprogforståelse blev præsenteret.

Udviklingsprojekter

Klassikerforeningen har i 2012 afsluttet et udviklingsprojekt om perspektivtekster i oldtidskundskab. Projektet har bl.a. arbejdet med lødighed som et kriterium for tekstvalget. Derudover er foreningen fortsat i gang med fire andre udviklingsprojekter, der forventes afsluttet i 2013. Et projekt er om samarbejdet i blandede studieretninger, hvor der arbejdes med muligheder og idéer til samarbejde mellem studieretninger, hvor græsk og latin indgår. Det andet udviklingsprojekt handler om anvendelsesorientering i græsk og latin, hvor der er fokus på de to sprogs rolle i læringen af moderne fremmedsprog.

Endelig fokuserer de to sidste udviklingsprojekter på IKT-pædagogik. Med Chresteria Neutzsky-Wulff som tovholder har Klassikerforeningen søgt og fået bevilliget midler fra MBU til et udviklingsprojekt om ” Ikt-pædagogiske redskaber til elev-involverende undervisningsformer”. Projektet, der løber hele 2012 og indtil 30.juni 2013, har til formål at undersøge nye måder at organisere undervisningen på ved at afprøve tre redskabers potentialer og faldgruber, både teknisk og pædagogisk: 1) brugen af wiki i kombination med elektronisk tidslinje, 2) brugen af webquest (kontrolleret informationssøgning) og 3) brugen af elevproducerede screencasts. Projektet bygger videre på tidligere erfaringer, da Klassikerforeningen allerede i 2008 afviklede et ikt-pædagogisk projekt[1], hvis hovedmål var at udbrede kendskabet til ikt-pædagogiske redskaber.  Resultaterne vil i sidste ende blive offentliggjort på EMU med konkrete anvisninger, idéer, materialer og vejledninger. Sandsynligvis vil der også på sigt kunne afholdes IKT-orienterede kurser i forlængelse heraf. Chresteria står også som tovholder for et udviklingsprojekt om IT-pædagogiske kurser i de klassiske fag inkl. AP. Projektet blev bevilget af MBU i juni 2012. Projektet skal arbejde med at afsøge hvilke behov for efteruddannelsestilbud, lærere i de klassiske fag har.

Konkurrencer

Klassikerforeningen har i skoleåret 2011-12 inviteret gymnasieelever med oldtidskundskab og latin til at deltage i nationale konkurrencer i de to fag.

Emnet for konkurrencen i oldtidskundskab var den græske tragedie, og deltagere kunne enten bidrage med et essay individuelt eller med en multimedieproduktion gruppevis. Tovholdere og bedømmelsesudvalg for konkurrencen var Tine Juel Simonsen og Katri Bügel Jørgensen. Blandt mange gode bidrag inden for begge kategorier vandt Julie Riis Madsen fra Nørre Gymnasium og modtog en præmie på 3000 kr., mens en gruppe bestående af Jacques Kwizera, Camilla Jøhnk Christensen, Kristian Severin Rasmussen og Maj Elisabeth Ellehammer Hansen fra Svendborg Gymnasium fik en anden plads og en præmie på 2000 kr.

I latinkonkurrencen var der to opgaver; en for elever med latin A i 2g og latin B, og en for elever med latin C. Opgaven var et bearbejdet uddrag af Aulus Gellius og blev stillet af Rasmus Gottscalck og Nanna Roe Nissen, der sammen med Jens Refslund Poulsen også udgjorde bedømmelsesudvalget. Blandt mange gode besvarelser blev der fundet to vindere inden for hver af de to kategorier: Sarah Pepke Pedersen fra N. Zahles Gymnasieskole og Sophie Stouby Petersen fra Odder Gymnasium vandt konkurrencen for A/B-niveau mens Maiken Myrrhøj fra Nørresundby Gymnasium og HF og Manja Grønberg fra Nordsjællands Grundskole og Gymnasium vandt konkurrencen for C-niveau. Alle vandt præmier på 2500 kr.

Præmieoverrækkelsen fandt sted ved en ceremoni på Ny Carlsberg Glyptotek d. 14. april.

For skoleåret 2012-13 er der ligeledes annonceret konkurrencer i oldtidskundskab og latin. Konkurrencen i oldtidskundskab handler i år om antikkens myter, og der er igen mulighed for at deltage inden for to kategorier – en skriftlig tekst eller en multimedieproduktion. Frist for indsendelse af bidrag er d. 1. marts 2013. Latin konkurrencen udgøres af en bunden skriftlig opgave, der afholdes på skolerne d. 5. februar 2013. Skolerne kan tilmelde sig konkurrencen frem til 25. januar 2013.

Økonomi

Foreningens økonomi er sund og stabil. Fra dette skoleår er bogholderiet overgået til Dansklærerforeningens Hus, hvor henvendelser om kontingent, adresseændringer og lignende skal rettes fremover.

Klassikerfonden

Klassikerfonden har sammen med Ny Carlsberg Glyptotek og Ernst Andersens fond stået for præmier til vindere af konkurrencerne i oldtidskundskab og latin.

Efteruddannelse

I første halvdel af 2012 blev der afholdt tre forskellige kurser. Dels stod Chresteria Neutzsky-Wulff og Anne Mette Borcher Hansen i januar for et kursus om i-bogen, dels blev der afholdt et internatkursus med fokus på filosofisøjlen i oldtidskundskab, og endelig blev der i april afholdt et rejsekursus til Rom arrangeret af Margit Kiil Jørgensen. I skoleåret 2013-14 er det traditionelle Hald-kursus afholdt i september på Haraldskær i Vejle. Her deltog både lærere med græsk og latin som studieretningsfag og lærere med latin på B- og C-niveau. På årets Hald-kursus foregik evalueringen af årets skriftlige eksamensopgaver i græsk og latin, og derudover var der fokus på IKT i de klassiske fag og de udfordringer og muligheder, som det giver anledning til i undervisningen. En række andre fag arbejder på forsøgsbasis med at udvikle en skriftlig eksamensform, der inddrager brugen af elektroniske ressourcer, og på Hald-kurset blev der taget fat på diskussionen om tilsvarende muligheder for græsk og latin.

I slutningen af september lagde Favrskov Gymnasium lokaler til, da Klassikerforeningen afholdt IT-kursus for lærere i de klassiske fag. Kurset var struktureret omkring tre forskellige IT-pædagogiske redskaber: screencasts, interaktive tavler og Google Apps. Chresteria Neutzsky-Wulff  fra Københavns Universitet talte først om anvendelsen af screencasts i undervisningen, og dernæst holdt Ruth Bräuner fra Aarhus Statsgymnasium oplæg om brugen af interaktive tavler i de klassiske fag. Sidst på dagen handlede det om brugen af Google-redskaber i undervisningen, med særligt henblik på Google Docs. Dette foregik i selskab med Lil Dochedal Sørensen fra Rødkilde Gymnasium, der gennem flere år har været en ”Google Apps skole”. Under hele kurset var der rig mulighed for idé- og erfaringsudveksling, og der blev bl.a. brugt meget tid på at diskutere den umiddelbart svære forening af old-fagets krav om autoptisk nærlæsning på den ene side og anvendelsen af netmedierede redskaber og fora på den anden.

I forbindelse med årets generalforsamling er endnu engang planlagt kursus om nye bøger i de klassiske fag. Her vil Rasmus Gottschalck præsentere latindelen af en ny udgivelse til undervisningen i Almen Sprogforståelse. Bogen udgives af Gyldendal og forventes udgivet næste år. I oldtidskundskab vil Johnny Thiedecke præsentere sin bog Syng Gudinde, og Jens Refslund Poulsen vil præsentere sin og Brian Andreasens grundbog til oldtidskundskab, Paideia, mens Marcel Lysgaard Lech vil præsentere sin og Christian Dahls nye oversættelse af Aischylos Syv mod Theben.

I marts er der planlagt et internatkursus i stil med dem, der er holdt de sidste to år om filosofi og epos. Denne gang er temaet drama. Endelig er der planlagt to lokalkurser med formidling af udviklingsprojekter om henholdsvis toning og perspektivtekster i oldtidskundskab.

Samarbejde med andre organisationer

Klassikerforeningen har kontakt med en række organisationer. I Pædagogisk Samarbejdsudvalg (PS) holdes kontakten med GL og de øvrige faglige foreninger, og i Gymsprog arbejdes mere specifikt sammen med gymnasiets sprogfag. Her har vi især drøftet sproggruppens anbefalinger til en fremmedsprogsstrategi. En samlet strategi for fremmedsprogene er dog på nuværende tidspunkt skrinlagt af regeringen. Der har været afholdt møder i begge organisationer. Der er planlagt møde i det faglige forum for de klassiske fag i november, hvor også klassikerforeningen er repræsenteret. Internationalt er foreningen medlem af Euroclassica og har deltaget ved årets konference i Vilnius i Litauen. Her blev det planlagt, at Klassikerforeningen skal være vært for Euroclassica’s årlige konference og generalforsamling i 2014. Konferencen skal afholdes i København. Klassikerforeningen har derudover kontakt med Filologisk-historisk samfund, Latinlærerforeningen, Afstøbningssamlingens Venner, Antikkens Venner, Klassikernes Rejseforening, Klassisk Arkæologisk forening og studenterforeningerne på universiteterne.

Bestyrelsen